Jakob Vejslev Komponist & Guitarist

 HOME

OMTALE CURRICULUM NODER FOTO KONTAKT CD'ER

 

 

 

 

 

 

Udgivelser

 

 

 

 

 

 

 

 

Tony Vejslev:

 

All Rights Reserved Jakob Vejslev - Warner Chappel - Webmaster T. Vejslev - Foto Kristian Kjeldsen

Tony Vejslevs søn, komponisten, guitaristen og billedkunstneren Jakob Vejslev, har i anledning af sin fars 80 års fødselsdag i 2006 - assisteret af Torsten Olafsson - arrangeret en perlerække af de kendteste Tony Vejslev/Frank Jæger melodier for blandet kor/SATB à cappella.
Under ledelse af Lotte Smith-Petersen har Kammerkoret Broccoli i slutningen af november 2006 i Enghave Kirke indsunget denne kor-suite, som udkommer på CD d. 30. januar 2007.
CD'en er produceret af Finn Olafsson i tæt samarbejde med konservatorieuddannet tonemester og indspilningsproducer Torsten Jessen/Micropascal.dk.

Samtidigt med CD'en udgiver Musikforlaget Olafssongs også alle korsatserne på noder, både i et komplet korhæfte og som separatnoder.

Jakob Vejslev har arrangeret melodierne "April, april (Bedstefar, tag dine tænder på)", "Væredigtet (O at være en høne)", "Påske", "Kirsten og vejen fra Gurre", "Håndslag til Tony", "Liden sol", "Sidenius i Tikøb", "Før stormen", "Lille vinter", "Rim til min kones kludeklip", "Ud af en vinter" og "Sået på et olmerdug" - samlingen kompletteres med "Oktoberaften på landet" og "Efter et bal i Stockholms Län", begge arrangeret af Torsten Olafsson, som også har virket som projektets koordinator.

 

Nyt fra Musikforlaget Olafssongs

”Håndslag til Tony”

Digte af Frank Jæger – Melodier af Tony Vejslev

14 satser for blandet kor arrangeret af Jakob Vejslev & Torsten Olafsson

Nyt korhæfte – Ny kor-CD indsunget af Kammerkoret Broccoli

I anledning af Tony Vejslevs 80 års fødselsdag d. 25. oktober 2006 udgiver Musikforlaget Olafssongs nu et korhæfte med arrangementer af hans melodier for blandet kor (SATB).

14 af Tony Vejslevs kompositioner til digte af Frank Jæger er blevet arrangeret for firestemmigt kor af primært hans søn, komponisten og billedkunstneren Jakob Vejslev, og af Torsten Olafsson.

Arrangementerne er ligeledes udgivet på en ny CD indsunget af Kammerkoret Broccoli,

dirigeret af Lotte Smith-Petersen.

Arrangementerne - korsatserne:

”Hvorfor overhovedet skrive melodier til digte?” spørger Tony Vejslev. Og han svarer, ”Nåja – ellers kan de jo ikke synges. Og mange er de gode digte, hvis udbredelse og levetid skyldes, at de har fået en melodi.

En melodi kan tilføre et digt nye dimensioner ved at fremhæve og understrege digtets mening og sjæl. Tilmed gør melodien det lettere at lære og huske teksten.”

Tony Vejslev har gennem årene selv indsunget alle sine melodier på plade. Hér er det den enlige visesanger, troubadouren med sit instrument, som fortolker digtene - på sin egen helt personlige måde. Sproget – formidlingen af ordene og deres betydning – er i højsædet.

Jakob Vejslev og Torsten Olafssons kor-arrangementer lever helt op til komponistens ønske, ja – krav, om teksttydelighed og indlevet fortolkningsmulighed. Satserne er således alle komponerede i enkel koralstil, som vækker associationer til Oluf Ring og Otto Mortensen.

I og med at korsatserne er firestemmige, kommer sopranens melodi til at ligge væsentligt højere, end man normalt hører en vise fortolket. Hvordan hører da man ordene, når de synges i et højt leje – og det med en smuk, egal klang og på samme tid også med en naturlig og levende visefrasering – af et kor?

Dette er lykkedes for Kammerkoret Broccoli, som gennem en lang årrække har udmærket sig ved også at praktisere den ”lige”, vibratofattige stemmeteknik - og det stadigvæk med en varm og organisk korklang.

Om Tony Vejslev:

Tony Vejslev modtog i 2006 ”Den folkelige sangs pris”, som blev overrakt til komponisten ved et arrangement i forbindelse med Folkehøjskolernes Forenings generalforsamling den 18. maj på Esbjerg Højskole. Tony Vejslev kvitterede efter modtagelsen med både sang og anekdoter fra et langt liv i musikkens og poesiens tjeneste.

Tony Vejslev blev landskendt i 1950’erne, da han sammen med vennen Frank Jæger udsendte bogen ”19 Jægerviser”, men allerede som barn under krigen optrådte han med egne digte og kompositioner samt recitation af bl.a. jyske digte i de dengang så populære hjemstavns-foreninger.

Han fik engagement i bl.a. Lulu Ziegler Kabaret’en og i Tivolis Glassal. Han medvirkede i radiohørespil og teaterforestillinger – og ledede en jazz-kvartet!

Senere – mens han gik på seminariet – var han at finde blandt den lille snes mennesker, der startede det danske fjernsyn – som kameramand og aktør – men efter lærereksamen i 1950 rejste han til Argentina og underviste børn af danske udvandrere. Siden hjemkomsten fra Argentina har Vejslev undervist i sprog i forskellige skoleformer.

Efter mødet med Frank Jæger på Schneekloths Gymnasium koncentrerede Tony Vejslev sig om musikken til Jægers digte og senere til tekster af andre danske forfattere – det var vennerne Bjørnvig, Sarvig og Brandt og ældre digtere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen.

I 80’erne udsendte Tony Vejslev 3 LP/MC’er, som i 1993 blev samlet og forøget til dobbelt-CD’en ”50 danske Viser og Sange”, alle produceret af guitaristen Finn Olafsson.

Det er kendetegnende for Tony Vejslevs melodier, at de er iørefaldende, enkle og sangbare, og de har da også fundet vej til Højskolesangbogen og talrige andre sangbøger og er blevet fortolket af mange kor og solister, bl.a. af Kim Larsen og Eddie Skoller.

Tony Vejslevs viserepertoire er stort og omfatter mange genrer, og hans fortolkning er præget af en sikker stilsans og en eminent sprogbehandling.

 

Udgivelser, fonogrammer:

Frank Jægers vilde hverdag (Gyldendal LP, 1960, indslag).

Tony Vejslev synger Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Johs. V. Jensen.

(Medley LP, 1983. Olafssongs MC, 1990).

Håndslag til Frank (Olafssongs LP/MC, 1988).

Til dine Øjnes Aandemusik (Olafssongs LP/MC, 1990).

50 danske viser og sange (Olafssongs dobbelt-CD, 1993).

Old Poems – New Songs (Olafssongs CD, 2001).

Kammerkoret Broccoli:

Håndslag til Tony - Digte af Frank Jæger – Melodier af Tony Vejslev

14 satser for blandet kor (Olafssongs CD, 2007).

 

Udgivelser, nodebøger:

19 jægerviser (Gyldendal, 1953. Genoptrykt 1968).

26 viser af Frank Jæger og Tony Vejslev (Gyldendal, 1987).

5 Farum-digte (Olafssongs, 1988).

18 danske sange (Olafssongs, 1990).

Old Poems – New Songs (Olafssongs, 2001).

Håndslag til Tony – Digte af Frank Jæger – Melodier af Tony Vejslev

14 satser for blandet kor (Olafssongs korhæfte, 2007).

Alle satserne er også udgivet som separatnoder.

Find supplerende oplysninger på:

www.olafssongs.dk/biotvejdk.htm & www.kammerkoretbroccoli.dk